Trivselskrisen blandt unge

Trivselskrisen blandt unge er en kompleks udfordring, der i stigende grad har fået opmærksomhed i samfundet. Diskussionen om at løse denne krise ved at ændre strukturelle forhold har fyldt medierne og politiske debatter. Det er uundgåeligt, at samfundet konstant udvikler sig, og det er da også vigtigt at adressere de aspekter, der ikke fungerer optimalt. Men er det virkelig så enkelt som at stille færre krav til de unge?

At tro, at trivselskrisen primært handler om at reducere kravene, kan være en naiv tilgang. Måske er det ikke kun de strukturelle rammer, der er problemet, men også vores måde at forstå og håndtere trivsel på. Det er afgørende at anerkende, at fællesskaber spiller en central rolle for menneskelig trivsel. Men kan trivselskrisen virkelig løses ved blot at tilbyde flere aktiviteter og tilbud til de unge?

Da jeg var ung, kunne jeg vælge mellem at gå til håndbold eller spejder, mens drengene kunne vælge mellem fodbold eller spejder. I dag er mulighederne uendelige, og det føles som om, forventningerne om at deltage i en række fællesskaber vejer tungt på de unge skuldre. Dette kræver et kritisk blik på, hvordan denne overdrevne valgmulighed kan føre til pres og stress.

Samtidig er det nødvendigt at ændre diskursen i samfundet. Gennem årene har vi lært, at vi skal have fokus på os selv, mærke efter og analysere, hvad der sker i os. Vi har hørt sætninger som ”Du skal tænke på dig selv, før du kan tænke på andre” og ”Du skal kun gøre det, hvis det føles rigtigt i maven”. Men denne tilgang fastholder os i en selvcentreret tilstand, hvor vi hele tiden er optaget af vores egne tanker og følelser. Vi har internaliseret den idé, at negative tanker og følelser er farlige og skal undgås. Denne overbevisning låser vores tanker og fører til, at vi mister evnen til at deltage i fællesskaber, der er fundamentale for det at være menneske.

Det er afgørende at forstå, at vores sind er selvregulerende. Enhver tanke, følelse og fornemmelse vil regulere sig selv, hvis vi formår at lade dem være. Når vi ikke husker dette, forbliver vi fanget i en cyklus af overanalysering og bekymring om vores egne tanker og følelser. En ændring i vores opfattelse af de psykiske processer der sker i os, er nøglen til at befri vores sind og åbne mulighederne for at vende blikket ud mod verden, tænke frie tanker og for deltagelse i fællesskaber. Negative tanker er en naturlig del af det at være menneske, og de behøver ikke definere os eller fastholde os i en tilstand af selvoptagethed.

For at løse trivselskrisen blandt unge er det ikke tilstrækkeligt blot at ændre strukturelle rammer eller tilbyde flere aktiviteter til de unge. Det kræver en redefinering af vores forståelse af trivsel og mental sundhed. Vi må tage skridt til at ændre den diskurs, der får os til at tro, at vi skal have et konstant indadvendt blik. Når vi forstår, at vores sind er selvregulerende og at negative tanker er en uundgåelig del af det at være menneske, vil vi kunne frigøre os fra fokus på os selv og åbne døren til en dybere og mere meningsfuld tilstedeværelse i livet.